Det er godt at genlæse tekster. Dels fordi man læser med ny fokus hver gang man genlæser. Dels fordi man bliver mindet om noget man havde glemt. Sådan genfandt jeg i dag en gammel blog, som jeg lavede til masterstuderende tilbage i 2011. Bloggen præsenterer nogle få ideer til kommunikative problemløsningsopgaver – tasks – som kan hjælpe læreren med at skabe rum for læring. Drømmen var, at de studerende også ville begynde at dele deres idéer.

Det er skabe rum for læring – ja, transformative rum for læring – har været mit erkendelsesprojekt i de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at vi får lyst til at lære sprog og lægger alt det enorme arbejde til, som der er brug for at kunne bruge sprog? Hvad er det der driver os? Hvad er det der stopper os? Og hvordan kan denne viden bruges i praksis?

I artiklen fra 2011, hvor jeg genfandt bloggen og som hedder “Flersprogethed – det handler om at skabe rum for læring”, argumenterer jeg for at vi ikke kan lære det samme på samme tid og i samme rækkefølge. Man kan ikke vælge “et stykke sprog” og lægge det ind i den lærendes hoved. Der skal meget mere til. Der skal nogle rammer – eller rum – til, hvor de lærende får mulighed for at handle sprogligt, løse nogle problemer sprogligt, samarbejde sprogligt. Det kræver nogle opgaver som giver plads til aktiv sproglig deltagelse med udgangspunkt i autentiske sprogbrugssituationer. Det er den slags opgaver som jeg deler med de masterstuderende på den gamle blog, som stadig kan findes her. Og artiklen kan læses her.

Jeg er glad for at jeg genfandt bloggen. Ikke mindst fordi jeg i det kommende semester får mulighed for at være med til at udvikle hele to projekter, hvor kommunikative problemløsningsopgaver får en central position.