Fælles workshop ved konferencen Play. Perform. Learn. Grow. (PPLG) i Grækenland

I efteråret 2019 har tre NO!SE forskere udviklet et fælles workshop, som blev holdt i Thessaloniki, Grækenland i begyndelsen af oktober sidste år. Vi følte, at vi med hver især med hver vores faglighed havde et svar på flere af de aktuelle spørgsmål, som konferencen stillede:  

Hvordan kan vi bygge broer på tværs af fysiske, kulturelle og sociale grænser?

Hvordan kan vi etablere rum, hvor der vi være mulighed for alle at lære og for at være?

Hvilke muligheder for personlig og social udvikling kan der findes i ødelæggelsen og kaos?

Jo mere kompleks bliver vores verden, jo mere får vi lyst til at ordne den – at sætte den ind i kasser, filer og skuffer. Vi gør det, fordi vi godt kan lide at have kontrol over vores liv, at være organiseret. Dette behov for at holde styr på tingene kan dog resultere i tre fænomener, som tilsammen kan stoppe enhver form for udvikling: homogenitet, normalitet og kontrol. Det er tre fænomener, som desværre kendetegner vores skole i dag.

Under overskriften  ”TOWARDS SUSTAINABLE NOTION OF SCHOOL – AGAINST HOMOGENEITY, NORMALITY AND CONTROL”  har tre NO!SE forskere Suna Christensen, Helle Rabøl Hansen, Elina Maslo givet deres opskrift på mere bæredygtig skole.

I workshoppen præsenterede vi en række cases, som illustrerer, hvordan skolen er påvirket af homogenitet, normalitet og kontrol, og hvordan det forhindrer skolen i at udvikle sig. Vi kan se denne tendens, når børn, unge og voksne bliver undervist i sprog som udelukkende et system af bogstaver og lyde – som skal læres på samme måde og på samme tid af alle lærende (Elina Maslo: multidimensionelt flersproget curriculum). Vi kan se den, når børn bliver betegnet som for stille eller for larmende – begge dele som en slags ikke-normalitet, som det enkelte barn står til ansvar for, og ikke skolen som konstruktion (Helle Rabøl Hansen, fællesskabende didaktik). Vi se den, når børn bliver introduceret til verden igennem bøger og deres allerede objektiviserede viden i stedet for at lade børnene selv opdage og erfare. Vi ser den igennem modaliteter og indholdet i undervisningen i skolen. At lære om naturen som ressource objektiviserer naturen og producerer et dikotomisk forhold mellem mennesker og naturen (Suna Christensen, bæredygtig undervisning).

I workshoppen inviterede vi deltagerne til at se på skole som uddannelsesinstitution igennem den økologiske sociokulturelle tilgang til sprog og læring – med udgangspunkt i, at virkeligheden er mangfoldig, foranderlig, flydende, simultan og kompleks. Sammen søgte vi efter svar på især dette vigtige spørgsmål, stillet af konferencens arrangører: Hvordan kan vi skabe muligheder for personlig og social udvikling, når verden bliver mere og mere kompleks og kaotisk? Hvordan kan vi finde en meningsfuld måde at agere i den yderst komplekse verden?

Vi har hentet inspiration i den spatiale (rummelige) økologiske perspektiv. Kun hvis vi ser vi på vores verden – og vores skole – som “situated, holistic, networked, mediated, and ecological, thus with diverse conditions, resources, and participants” (Canagarajah, 2018, 33), kan vi finde vejen til mere bæredygtig skole. Og vejen derhen vil ikke være linæer.