Arbejder du med flersprogede børn, unge eller voksne, kan du nok ikke lade være med at tænke, at der findes nogle strukturer og mønstre i samfundet, som påvirker din praksis. Har du lyst til at få øje på disse – og ikke mindst at arbejde med disse – har du brug for kritisk pædagogik. Har du ikke erfaring med den slags pædagogik – her er en rigtig god introduktionsbog:

Üzeyir Tireli og Jens Christian Jacobsen (2019). Kritisk pædagogik for pædagoger. Social retfærdighed for børn og unge. Akademisk Forlag. Professionsserien.

Bogen giver et bud på, hvordan pædagoger kan identificere de kulturelle og strukturelle uretfærdigheder i børn og unges liv. Og giver konkrete anbefalinger til hvordan man kan arbejde med kritisk pædagogik. Med flere eksempler fra praksis.

Lad mig citere lidt fra bogen:

“Kritisk pædagogik er en samfundskritisk og pædagogisk strømning der sigter mod at kritisere og pædagogisk modarbejde undertrykkende magtrelationer, uretfærdighed, diskrimination og krænkelse. Målet er at styrke menneskets ret til frihed og selvbestemmelse, hvilket blandt andet kræver indsigt i aktuelle samfundsmæssige inklusions- og eksklusionsmekanismer og etablering af fællesskaber, der reagerer aktivt på disse mekanismer” (Tireli & Christian Jacobsen, 12).

Kritisk pædagogik og heraf inspirerede arbejdsformer som projektarbejde, gruppearbejde, erfaringsbaseret læring og kulturkritik blomstrede i Danmark i 1970erne og 1980erne, men forsvandt langsomt efter murens fald i 1989 og langsom indtræden af nyliberalisme. Uddannelse blev til forretning og børnene til små investeringer i denne forretning. Kritisk pædagogik tabte til kompetenceorienteret effektivitetspædagogik.

Med konsekvenser for alle de børn og unge, som ikke passer ind i de rammer, som blev opstillet. De får skylden for ikke at kunne klare sig godt nok. Imens man burde se på vilkår og samfundets indretning. Og pædagogik …

“Fremmedgørelsen og undertrykkelsen er ikke blevet mindre siden Freire, men den er blevet mere raffineret og ofte usynlig og til en vis grad også normaliseret. Derfor er den let at overse. … En af kendetegnene for et nyliberalt samfund er netop, at undertrykkelsen femstår som et positivt ideal, alle har gavn af” (Tireli & Christian Jacobsen, 32).

Lærere og pædagoger har ansvar for at alle børn, unge og voksne får lige muligheder for succes. Kritisk pædagogik med dens fokus på en ligeværdig samtale imellem mennesker er en god start. At forstå sine levevilkår og at blive accepteret i de fællesskaber man indgår i er en god begyndelse for at ændre vores samfund. Og den eneste vej til succes for de marginaliserede grupper af børn, unge og voksne.