Jeg har lige lavet en ny video om mine indtryk fra konferencen i München. Det er stadigvæk meget grænseoverskridende at lave disse videoer til YouTube. Derfor har jeg faktisk skrevet hele teksten, som I kan læse her. Her finder I også overskrifter og links, som jeg nævner i videoen.

Der plejer at ske rigtig meget på konferencerne, man får en masse indtryk, der bliver sat en masse tanker i gang, man får ideer til mange forskellige ting og sager som man kan gøre i sin egen praksis. Jeg ved ikke, om nogen virkelig gør det, men jeg lover mig selv hver gang jeg tager hjem fra en konference, at jeg vil kigge mine noter igennem og vil bruge det jeg har noteret, som var vigtigt. Det gør jeg også i dag, dog på et helt andet niveau. Denne gang har jeg forpligtet mig på at fortælle om konferencen til alle de sproglærere, som med tiden forhåbentlig vil følge mig og mine fortællinger her på YouTube. Alt for tit har jeg endt med hele hæfter med noter fra konferencer, som jeg aldrig fik set igennem, og aldrig brugt. Hvis jeg tager sådan et hæfte med noter frem i dag, kan jeg ikke længere huske, hvorfor jeg skrev som jeg gjorde og hvad jeg ville med det. Noterne er simpelthen ikke præcise nok, og der mangler kontekst, hvori jeg har skrevet mine noter. Derfor vil jeg nu ikke bare genlæse og bruge mine noter i min forskning og undervisning, jeg vil også gerne dele mine noter med jer – sproglærere.

I denne video vil jeg gerne fortælle om mine indtryk fra den anden halvdel af konferencen i München. Jeg kan ikke fortælle om alt, som jeg har oplevet, i hvert fald ikke i denne korte video. Jeg har valgt to mennesker ud, som leverede fantastiske tankevækkende taler.

Som jeg allerede nævnte i min forrige video, har jeg især glædet mig til at høre to personer: Jürgen Kurtz fra Tyskland, Justus-Liebig-Universität i Giessen, hvis blog om sprog og uddannelse i den 21. århundrede jeg har fulgt i nogle år (link til blog), og Claire Kramsch – en forsker som i bund og grund har inspireret alt det arbejde, som jeg står inden for i dag. Claire Kramsch er født og opvokset i Frankrig, har lært tysk og undervist i tysk i USA ved Universitetet i Berkeley.

Las os starte med Kurtz.

Jürgen Kurzt havde et oplæg med en meget kontroversiel titel – og ikke mindst indhold. Hans oplæg hed ”Neoliberal Narratives of Threat and the Recalibration of Language Teacher Identity – Fabricating Useful Multilinguals for an Expanding Global Economy?”. Kurtz – og ikke mindst Kramsch – interesserer sig for sproglig uddannelse i et bredere perspektiv og stiller derfor globale spørgsmål i deres papirer.

Helt fra starten af sit oplæg problematiserede Kurtz at uddannelsen bliver anset som en investering i humankapital, altså mennesket som kan producere goder for samfundet. Han sagde, at konferencens humanistiske – og endda filantropiske udgangspunkt – er ret naiv, for han tror simpelthen ikke at man kan tale om dannelse, om uddannelse for livet i de rammer som vores uddannelsesinstitutioner er underlagt nu. Hvad så hvis det ikke er muligt at anlægge et kritisk perspektiv på det der foregår i skolen? På bloggen har jeg uploaded et billede fra Kutz’ oplæg, hvor han taler om de neoliberale rammer for uddannelse.

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om, hvor farligt det er, når undervisningens mål bliver instrumentelle – altså at man kunstigt snævrer læringen ind til noget der kan måles, og kun måler på dette noget som kan måles. Også Kurtz problematiserer den dårlige konsekvens for undervisningen, som sådanne instrumentelle mål medfører. Nemlig at man begynder at undervise i det der skal måles, og at man som lærer opfatter at man bliver begrænset i sit professionelle virke.

Han har formuleret en række af sådanne konsekvenser, han kalder disse ”unintended impact”, også kaldet Backwash effekter. Og her nævner han 5 konsekvenser.

Den første kalder han ”compliance” – et spændende ord som faktisk findes i den danske ordbog – som blandt andet står for overholdelse af regler eller efterlevelse af retningslinjer. Kurtz mener, at den første backwash effect er det at lærere føler sig tvunget til at ”performe”, til at hele tiden at demonstrere ”succes” i undervisning og læring.

Hermed følger den anden konsekvens – at vi begynder at føle os usikre, angste og sårbare. For selvfølgelig begynder vi at frygte for at fejle. Det sker helt automatisk, når vi bliver frataget vores autonomi.

Den tredje konsekvens ifølge Jürgen Kurtz er det han kalder ”pressure of syllabus coverage”. Denne konsekvens har jeg hørt mange lærere i Danmark snakke om i mine workshops om sprogpædagogik. At man som lærer ikke længere føler, at der er tid til andet end at undervise i det der står i curriculum – altså indhold af undervisningen, som er bestemt oppefra. Det går både ud over indholdet, som så desværre bliver begrænset til at dække det absolutte minimum beskrevet i indholdsdokumenterne, men også ud over undervisningsmetoder og aktiviteter. For når tiden er så knap og kravene er så store, så kan man som lærer føle, at man skal gå den korteste vej frem til eksamen. Dette sker når lærerne ikke længere selv har indflydelse på det der bliver evalueret i sidste ende. Når læreren bliver presset, søger han eller hun tit efter ro i et overskueligt undervisningsmateriale, som man kan bruge som en slags tjekliste for alle de instrumentelle mål, som i sidste ende bliver evalueret.

Den fjerde konsekvens er lige præcis denne ”chechlist approach” som jeg beskrev i forbindelse med Kutz’ tredje konsekvens. Når det kræves af læreren at vise evidens for succes på nogle bestemte parametre, vil læreren blive mere kontrollerende, levere mere lærercentreret undervisning og have fokus på kortsigtede frem for langsigtede mål og udvikling.

Den sidste konsekvens, som Jürgen Kurtz nævner i sit oplæg, er ”teaching to the test”. Han advarer at denne kan føre til en direkte af-professionalisering af lærere. For når læreren er tvunget til at dokumentere sin egen succes via standardiserede tests, som måler noget frem for noget andet, så er det denne noget der bliver målt, som anlægger fokus i undervisningen, og ikke en læreres professionelle dømmekraft og hvad der er bedst for eleverne.

Sjovt nok er der lige kommet en nyhed på Politikens Skoleliv om at de nationale læsetest måler forkert! Læs artiklen her.

Jeg har forleden delt Jürgen Kurtz’ indlæg og hans eget blik på konferencen og ikke mindst hans egen tale. Her kan I se, hvordan han viser de konsekvenser, som PISA med dens målinger af noget der ikke kan måles, har påvirket vores uddannelsessystem. Jeg citerer: “In consequence, (foreign) language teachers are no longer viewed as (foreign) language educators primarly, but as political agents enacting neoliberal educational policies (which are, in essence, informed by a radical market orientation).“ https://juergenkurtz.wordpress.com/ Han skriver dette i forbindelse med sine tanker om neoliberalismens påvirkning på uddannelsessystemet. Hvorfor er det så vigtigt at tale om den slags? Det er det fordi lærerne må være klar over, at der findes nogle rammer for deres arbejde, som de ikke har indflydelse på. Det betyder selvfølgelig ikke, at læreren er blevet hjælpeløs. Overhovedet ikke. Men det er blevet sværere at være lærer. Det skal vi erkende og tage udgangspunkt i, når vi arbejder med efteruddannelse.

Jürgen Kurtz sluttede sit oplæg med at sige, at vi uddannelsesverdenen går i den viiiiiiiiiirkelig forkert retning.

Claire Kramsch åbnede konferencens tredje og sidste dag og hun var faaaantaaaaastsisk. Jeg har aldrig i mit liv hørt så mange klapsalver til en konference.

Jeg skal bruge mere tid til at bearbejde alt det som Kramsch sagde i sin en times lange keynote, men her det vigtigste. Claire Kramsch valgte at kalde sit oplæg ”Global Citizens or Global Consumers? Reframing FL Education in the Digital Age” og anskue sprogundervisning ud fra tre forskellige faser, som sproguddannelsen er gennemgået, som hun guidede os igennem på bedste vis med spændende eksempler fra sit eget, sine studerendes og sine kollegers liv.

I sin tale tog hun udgangspunkt i det helt grundlæggende spørgsmål om hvad formålet er med sprogundervisningen i et brede perspektiv. Er det at uddanne den globale borger, eller er det den globale forbruger? Er det for at vores elever kan snakke med hinanden på de sociale medier? Eller er det for at de kan forstå hinanden på tværs af lingvistiske, nationale, etniske og kønslige grænser? Er det for at de bedre kan forstå historie og samfund? For at blive mere oplyste turister? Mere succesfulde businessfolk? Eller alt det alt samlet? (Kramsch, 2019, abstract til konference) Kramsch forbinder på bedste vis alle disse formål i sit papir under den økologiske paraply. Til det bruger hun teorien om symbolic power. Hvis nogen er interesseret, kan jeg anbefale en artikel af hende om den symbolske kompetence.

Som sagt, deler Kramsch i sit oplæg sprogundervisningen historisk set i tre faser. Den første fase er den tekstuelle model. Her kan man tale om grammatik-oversættelsesmetode. I denne fase handlede sprogundervisningen om at uddanne bedre nationale borgere, som havde adgang til tekster på andre sprog. Hun kalder dem ”national citizen in an international outlook”. Sproglæringen blev anset som en værdifuld intellektuel færdighed. Her havde Claire Kramsch et spændende eksempel fra Berkeley Universitet, hvor en udenlandsk studerende har afleveret opgave, hvor hun med perfekt engelsk referer til nogle fuldstændig uacceptable forhold i den anden verdenskrig som noget positivt. Hun brugte eksemplet til at illustrere, at sprog ikke er bare et sprog, det har også et indhold, og en viden, en etik.

Den anden fase – eller model – er det vi kender som kommunikativ undervisning – eller ”communicative teaching approach”. Denne tilgang kalder Kramsch for informationsudvekslings tilgang (information exchange approach) som hun mener tilgangen er blevet til, især på grund af de digitale medier. Hun kalder sproglærende for ”multinational concumers”.

Den tredje fase – eller en anbefaling til fremtiden – er Clair Kramsch’ egen model over symbolske kompetence – som er en økologisk model. Det er den vej vi skal gå ifølge Kramsch, hvis vi gerne vil uddanne de globale borgere, og ikke bare globale forbrugere. Hun har et særligt begreb for mennesker der lærer sprog i dag – ”denizens”.

Denizens er et bregreb som Kramsch finder hos Hymes og hans ”contextual contingency” begreb. Hun mener at dette begreb inviterer os hverken til at tale om globale borgere eller om globale forbrugere, men om ”denizens of a complex ecology” – beboere af den komplekse økologi, nogen der låner sin by, sit land, ja – jorden, men velkommende lever. Hun henter inspiration i begrebet ”denizen” som giver en beboer rettigheder og forpligtelser, så længe velkommende låner jorden. Og ikke mindst den etnografiske essens, at man som menneske altid er i fortiden, i nutiden og i fremtiden.

Det er sådan hun kalder sin egen model:

”Language education for future denizens of a global ecology – the ”symbolic power” model”.

Og den kompetence som der skal være fokus på u undervisningen er ”contextual symbolic competence” – den kontekstuelle symbolske kompetence. Kramsch har længe arbejdet med begreb ”symbolske kompetence”, stærkt inspireret af Bourdieu. Og nu har kun tilføjet begrebet ”kontextual”. Det er jo helt i takt med den moderne Bakhtin inspirerende forståelse af sprog dialogisk, og kontekst og situationsbestemt. Jeg skal nok fortælle mere om det senere.

Men i forbindelse med kontekstuel symbolk kompetence fik vi et lille indblik i en kommende bog ”Translating culture in global times” – som er et specielnummer af tidsskriftet Applied Linguistics, som Claire Kramsch og Zhu Hua har redigeret. Den kontekstuelle symbolske kompetence kræver, at man er opmærksom på symboler i sprog og i kommunikationen, er parat til at etablere og genetablere symbolske realiteter, samt etisk forpligter sig på at opdage, forstå og respektere over forskelle i værdier. Dette er min løse oversættelse af hvad Claire Kramsch sagde om denne kompetence. Lad os vente til bogen udkommer til at kunne fordybe os i hvad Claire Kramsch forstår som symbolsk kontekstuel kompetence.

Sproglæreren vil undre sig, hvorfor Claire Kramsch kritiserer modellen over kommunikativ undervisning. Det gør hun fordi hun synes, at sproglæring kræver meget mere end kunne bestille en kop kaffe på en café. Hun mener, at når vi lærer sprog, skal vi dykke meget mere ned i sproget og finde ud af, hvordan og hvorfor sproget bliver brugt forskelligt i forskellige situationer og kontekster. Den kommunikative tilgang lærer os ikke at se og forstå effekten af de ord som vi producerer. Den lærer os kun at producere og forstå ordene. Man kan vel godt sige, at Kramsch kritiserer kommunikativ undervisning for at have blevet overfladisk. Hun omtalte det ikke direkte som en årsag, men mon ikke den direkte metode har efterladt sine sprog. Altså at man ikke tillod andre sprog i sprogundervisningen end målsproget, hvilket i sig selv ikke er noget i vejen med, men som indsnævrer gevaldigt muligheder for at tale om sprog og om de forskellige finurligheder sproget har og er. Det at vi kan have forskellige syn på historie, kan forhandle om indhold fra forskellige perspektiver, har forskellige politiske, morale og religiøse blik på verden vi lever i, snakker sprog på forskellige niveauer ud fra de behov vi har – alt dette er der ikke plads til i den traditionelle kommunikative undervisning, hvorfor Kramsch inviterer til et nyt paradigme. Fordi der ikke er et sandt billede af verden. Fordi der ikke findes kulturer der er bedre end andre.

Kramsch sagde selv, at hendes opgave er at komplicere tingene. Og det er lykkedes. Og det elsker jeg.

Det lykkedes både for Kramsch og Kurtz at invitere konferencedeltagerne til at stille spørgsmålstegn ved de ting, som vi tager for givet.  Det har været en fornøjelse at være med til de to oplæg.

Det er hvad jeg har havde at fortælle om i dag. Jeg vender snart tilbage med en ny fortælling.