Dette kursus bliver udbudt igennem KP Efteruddannelsesprogram for sprogskolerne. Sprogskolene kan søge om tilskud til kurserne i efteruddannelsesprogrammet. Se hvordan her: https://ucc.dk/konsulentydelser/skole/dansk-som-andetsprog/sprogcentre/rekvirerede-kurser-til-sprogcentre.
Med aftalen om mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne udlændinge lægger regeringen bland andet op til, at der skal lægges mere vægt på mundtlige og arbejdsrettede sprogkundskaber tidligt i undervisningen. Det forventes, at kursisterne tidligt i deres danskuddannelse deltager i praktikforløb ved siden af deres deltagelse i undervisningen på sprogskolen. De første erfaringer med denne kombination har vist sig at give en del udfordringer for lærernes muligheder for at planlægge og gennemføre danskundervisningen. Hvordan kan vi tilrette undervisning for kursister med meget forskellige forudsætninger og sproglige kompetencer? Hvordan kan vi tilrettelægge undervisning når vi ikke ved hvilke kursister møder til den næste lektion? Hvordan kan vi fokusere på mundtlige og arbejdsrettede sprogkundskaber på arbejdspladsen, når vi som lærere ikke deltager i kursisternes praktikforløb?
Workshoppen har som formål at skabe et refleksionsrum for lærere, hvor lærerne, med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler på vellykkede forsøg med arbejdet med mundtlighed og arbejdsrettet sprog, vil analysere og videreudvikle egen praksis. Vi tager udgangspunkt i lærernes konkrete praksis, og samarbejder om at udvikle nye veje for god undervisning i dansk som andetsprog med fokus på mundtlighed og arbejdsrettet sprog. I løbet af workshoppen vil vi zoome ind på de forskellige læringsrum, som vores kursister har til rådighed: skolen, arbejdspladsen, fritiden, samt samspillet mellem disse.
Der ligger slides fra min seneste workshop på Ministeriets hjemmeside.